Sådan får du råd til sjov og ballade

Siger du lidt for ofte nej til vennerne, når de vil have dig med i biografen eller i byen? Forstår du ikke, hvorfor de altid har bedre råd til alt det sjove, imens du kæmper for ikke at virke nærig? Der er håb forude. Læs bare med her.

Det kan være rigtig hårdt at føle sig fattig. Faktisk kan det sommetider give en følelse af afmagt, hvis man må sige nej til vennerne, fordi pengepungen bløder. Det er langt fra unormalt, at man føler, at omgangskredsen har flere penge end en selv. Her er nogle bud på, hvordan man får råd til at tage ja-hatten på lidt flere gange uden at skulle låne penge.

Prioriter dine køb

Der er altid penge at spare, hvis du tænker lidt over, hvad du egentlig køber. Når du står i supermarkedet, bør du overveje, om du virkelig har brug for en stor cola igen i aften. Behøver du absolut spise en pose nødder til 40 kroner som aftensnack, når du også skal have en stor portion pasta med kødsauce? Det er ikke at opfinde den dybe tallerken at sige, at man skal tænke over, hvad man køber, men det kan virkelig betale sig.

Det samme tip gælder jo desuden også i biografen, hvor du kan springe kæmpe-popcorn over, eller du kan undgå at købe en stor Cola Zero til 55 kroner.

Læs også: 5 rabatkoder, der kan gøre dit vintertøj billigere

Rugbrød er ikke så slemt

Mad virker ikke så dyrt, men i længden bruger du rigtig meget af dit budget på det, du indtager. Du kan dog godt selv vælge, om du vil spise som en kongelig, eller om du en gang i mellem kan nøjes med lidt mindre. Du skal selvfølgelig give dig selv lov til at lave lækker mad sommetider, hvis det er vigtigt for dig. Men hvis det skal være det allerbedste hver eneste dag, så koster det både tid og penge, og det bliver ikke så specielt, som hvis du kun gør det en gang eller to om ugen. Derfor kan du vælge at tage to dage om ugen, hvor du bare spiser rugbrød til aftensmad. Det er sundt, det smager godt, og du bliver mæt!

Er rugbrød ikke lige dig, så kog en omgang pasta og steg lidt kødpålæg på panden. Det er selvfølgelig ikke Noma, men det smager fint – og du sparer penge.

Udnyt dine muligheder til at spare penge

Kun fantasien sætter grænser. Der findes utallige måder at spare penge på, så du nemmere får råd til alle de sjove ting, dine venner vil have dig med til. Hvis du har et arbejde med buffet, så sørg for at spise dig mæt i den, spis rigeligt med frugt på jobbet, tag for dig ved kaffeautomaten osv. Du kan altid udnytte dine gratis muligheder, så dine behov ikke er så store, når du selv skal betale.

Når du er på shopping, så kig efter billigere mærker, som ligner det, du har ønsket dig. Du er nødt til at prioritere, og tøjet er virkelig en af måderne at spare store summer. For nogle er det grænseoverskridende at købe tøj hos de billigere kæder, men du er ikke den eneste, som har taget turen derind. Hvis du absolut skal have mærkevarer, så shop tøj på nettet, hvor der ofte er rigtig mange penge at spare.

Generelt er det en god idé at kigge på, om det er nødvendigt, før du svinger med kortet. Har du brug for en kaffe til 45 kroner på caféen, eller ville det være lige så godt at drikke den derhjemme? Stil dig selv disse spørgsmål, når du er ved at bruge penge – måske kan du nogle gange godt springe over.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *